Sådan et hul har mænd ikke.. De har kun to huller. Anus og mund. Det ene kommer der lort ud af. Det andet.. kommer der fanme også lort ud af.
Sikke noget lort.
Sikke noget lort.
At sige farvel kan være noget af en sur klud at sluge. Man tænker, var der noget jeg kunne have gjort anderledes? Ville han have været blevet, hvis jeg ikke gjorde dit eller dat? Højst sandsynligt, men gjort er gjort, og den mad er smurt. Så kommer der tiden hvor du langsomt kommer over ham, og gud hvor tager det lang tid. Du ligger og hører de mest triste sange du kan finde og får det endnu værre. Du trøstespiser eller sultestrejker. Dine øjne er så hævede af gråd, at du ligner en der kunne få en rolle i Klokkeren fra Notredame. Men fat mod, for der kommer tid hvor det ikke er så galt mere - hvor du kan rocke med til "I want to break free" med Queen, og spise en relativt normal kost. Og når den dag kommer, så tænk på at den kærlighed du havde får du igen - bare endnu større. Jeg tror på den eneste ene, for hvis jeg ikke gjorde, var jeg fortabt. Den eneste ene er der ude et sted, og det er skæbne der vil have os til at møde ham.
Hvorfor er det at vi altid kan finde noget at brokke os over når det kommer til os selv? Jeg er for fed. Mine arme er for store. Mine øjne er for små. Min hår grænse er underlig. Min fisse ligner sandpapir og jeg ved ikke hvad... Selv går jeg rundt og bilder mig ind at mine ben ikke er lige lange, at min næse ligner et ørnenæb og mine patter ligner hængende hynder med monsterøjne som Simon Hjul ville have sagt det. Vi bruger sammenlagt 245.000 timer på at gøre os klar i vores liv (Okay, det fandt jeg selv på) og for hvad? Så vi endnu en gang kan stå foran spejlet og prikke bumser ud, og hive i rynker der helt sikkert ikke forsvinder med et magic touch. Men vi er kvinder, og vi brokker os. Det er det vi kan. Ja mænd! I fik endelig ret, vi brokker os skide meget, og det er sgu da også møg irreterende for jer at høre på det heletiden - men.. Hvis i bare kunne finde ud af at sige til os engang imellem at vi ser godt ud, at vores røv ikke er for stor til de bukser, og vores ben faktisk er lige lange, ville vi måske ikke brokke os så meget. Det er altid mændendes skyld. Har du nok efterhånden opfattet hvis du er fast læser af min blok. Og der er kun en grund til at jeg ligger skylden over på dem - fordi jeg kan. Jeg har magten i mine ord, men ikke magten i så meget andet når det kommer til mænd. Dumme mænd. Lorte mænd. Pølle Mænd. Pæne Mænd. Charmerende mænd. Fantastiske mænd.