Hvorfor er det at vi altid kan finde noget at brokke os over når det kommer til os selv? Jeg er for fed. Mine arme er for store. Mine øjne er for små. Min hår grænse er underlig. Min fisse ligner sandpapir og jeg ved ikke hvad... Selv går jeg rundt og bilder mig ind at mine ben ikke er lige lange, at min næse ligner et ørnenæb og mine patter ligner hængende hynder med monsterøjne som Simon Hjul ville have sagt det. Vi bruger sammenlagt 245.000 timer på at gøre os klar i vores liv (Okay, det fandt jeg selv på) og for hvad? Så vi endnu en gang kan stå foran spejlet og prikke bumser ud, og hive i rynker der helt sikkert ikke forsvinder med et magic touch. Men vi er kvinder, og vi brokker os. Det er det vi kan. Ja mænd! I fik endelig ret, vi brokker os skide meget, og det er sgu da også møg irreterende for jer at høre på det heletiden - men.. Hvis i bare kunne finde ud af at sige til os engang imellem at vi ser godt ud, at vores røv ikke er for stor til de bukser, og vores ben faktisk er lige lange, ville vi måske ikke brokke os så meget. Det er altid mændendes skyld. Har du nok efterhånden opfattet hvis du er fast læser af min blok. Og der er kun en grund til at jeg ligger skylden over på dem - fordi jeg kan. Jeg har magten i mine ord, men ikke magten i så meget andet når det kommer til mænd. Dumme mænd. Lorte mænd. Pølle Mænd. Pæne Mænd. Charmerende mænd. Fantastiske mænd.Dammit..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar