Mylderbæ på dsb manér..

Kender i det hvor man kan lugte en dunst af lort, og straks bliver bange for man har skidt i bukserne uden at have bemærket det selv?
Igår drak jeg virkelig meget kaffe, og nu er min mave ude af kurs. Jeg har mylderbæ på dsb manér. Ja, jeg sidder i toget på vej til København og slusen er åben, lille peter vil i skole, ryggen skal tømmes, træstammen skal lægges. Flere gange åbenbart.

Min veninde siger jeg har en hæmoride fordi jeg presser når jeg skider. Hvis det er sandt, så ved jeg ikke hvad egentlig. Jeg presser hver eneste gang, og troede da egentlig det var meget normalt? Men man kan sige det er en form for forberedelse til at presse en 5 kilos fedtklump af en baby ud.

Du tænker måske, er hende der bloggeren lidt lortefikseret? Gud fri mig vel, gu' er jeg så! Lort er noget af det mest naturlige i verden, og derfor burde man kunne snakke åbent om det - så det ikke bliver tabu, hvilket det er nu. Hvis du føler for at snakke om din sidste pølle så gør det dog, du bliver ikke straffet af Satan for de "beskidte" ord - der desuden også skider. Vi skider allesammen. Er det egentlig ikke en smuk tanke at vi alle har det tilfælles at skide?..

Så er den lort lagt.

At sige farvel..

At sige farvel kan være noget af en sur klud at sluge. Man tænker, var der noget jeg kunne have gjort anderledes? Ville han have været blevet, hvis jeg ikke gjorde dit eller dat? Højst sandsynligt, men gjort er gjort, og den mad er smurt. Så kommer der tiden hvor du langsomt kommer over ham, og gud hvor tager det lang tid. Du ligger og hører de mest triste sange du kan finde og får det endnu værre. Du trøstespiser eller sultestrejker. Dine øjne er så hævede af gråd, at du ligner en der kunne få en rolle i Klokkeren fra Notredame. Men fat mod, for der kommer tid hvor det ikke er så galt mere - hvor du kan rocke med til "I want to break free" med Queen, og spise en relativt normal kost. Og når den dag kommer, så tænk på at den kærlighed du havde får du igen - bare endnu større. Jeg tror på den eneste ene, for hvis jeg ikke gjorde, var jeg fortabt. Den eneste ene er der ude et sted, og det er skæbne der vil have os til at møde ham.
Idag sagde jeg farvel til min eks for mig selv. Det lyder måske trist, men jeg er på vej videre, på rejsen til at finde ham jeg skal bruge resten af mit liv sammen med. Imens vi venter så hver glad for alle de forhold, flirter og one night stands du har. Som en klog dame sagde, det er ikke mændene i mit liv, men livet i mine mænd.

Im out.

Store næser og skæve patter!

Hvorfor er det at vi altid kan finde noget at brokke os over når det kommer til os selv? Jeg er for fed. Mine arme er for store. Mine øjne er for små. Min hår grænse er underlig. Min fisse ligner sandpapir og jeg ved ikke hvad... Selv går jeg rundt og bilder mig ind at mine ben ikke er lige lange, at min næse ligner et ørnenæb og mine patter ligner hængende hynder med monsterøjne som Simon Hjul ville have sagt det. Vi bruger sammenlagt 245.000 timer på at gøre os klar i vores liv (Okay, det fandt jeg selv på) og for hvad? Så vi endnu en gang kan stå foran spejlet og prikke bumser ud, og hive i rynker der helt sikkert ikke forsvinder med et magic touch. Men vi er kvinder, og vi brokker os. Det er det vi kan. Ja mænd! I fik endelig ret, vi brokker os skide meget, og det er sgu da også møg irreterende for jer at høre på det heletiden - men.. Hvis i bare kunne finde ud af at sige til os engang imellem at vi ser godt ud, at vores røv ikke er for stor til de bukser, og vores ben faktisk er lige lange, ville vi måske ikke brokke os så meget. Det er altid mændendes skyld. Har du nok efterhånden opfattet hvis du er fast læser af min blok. Og der er kun en grund til at jeg ligger skylden over på dem - fordi jeg kan. Jeg har magten i mine ord, men ikke magten i så meget andet når det kommer til mænd. Dumme mænd. Lorte mænd. Pølle Mænd. Pæne Mænd. Charmerende mænd. Fantastiske mænd.

Dammit..

Lortekusse møgsasa

Så er man blevet single, og hvilken hurlumhej det har været. Det er svært når man stadig er forelsket i sin eks, mens alle ens veninder siger: Kom dog videre! - og man tænker for sig selv: Hvorfor skulle jeg?
Men jeg har virkelig prøvet, og ja gud hvor jeg det har lykkes mig at score som en i helvede. Men efter hvor end mange snav med tilfældige fyre jeg har været igennem, savner jeg stadigvæk min eks. Jeg tænker på om han render rundt og gør byen usikker som mig selv, eller han sidder fuldstændig deprimeret derhjemme og tuder.. som mig selv. Og min gud ved hvorfor jeg skal gøre det til ballader af Rasmus Seebach og Medina. Som om break-up ikke er forfærdeligt nok i sig selv! (Intet ondt om Medina, she rocks the socks off!"
En veninde fortalte mig at der er tre faser. Der er benægtelsen, depressionen og vreden. Jeg har været dem alle sammen igennem, og burde det så ikke være slut? Næh nej, nu kommer total forvirring. Gjorde jeg det rigtige? Var det mig der var et svin? Finder jeg nogensinde noget bedre? Der er 5 faser efter mit hovede: Benægtelsen, depressionen, vreden, forvirringen, konklusionen. Konklusionen er det spændende for mig. Hvor ender jeg henne? Skal jeg være single, eller på kæreste jagt?
At få en kæreste er som at få en tatovering. Når du har haft én vil du bare have flere. Tryghedsnarkomani, hvis det overhovedet er et ord. Fuck det er noget pis. Lortekusse møgsasa, og så bliver det ikke værre fra denne mund.