Luk! Version 2

Jeg fløj gerne lavt,

Hvis jeg kunne flyve.

Jeg fortalte dig alt,

Hvis jeg kunne lyve.

Jeg var gerne blind,

Hvis verdenen var smuk

Og mødte dig gerne,

Med et smil og et suk.

Du er sød når du græder,

Og grim når du ler.

Du kyssede hende kun,

Og det er hvad der sker.

Jeg ville give dig alt,

Hvis du ku’ mande dig op.

Og jeg ville elske dig ubetingeligt,

Hvis jeg ku’ sige stop.  

Det var otte løgne,

Og snart er det ti.

Når jeg fortæller dig,

At det er forbi. 

Tis og guld

- Selvom man er lidt skør og speciel,
Kan man da godt være meget sød alligevel.

Bittersød og salt

Alt det er forbi. 
Den sidste fis er slået. 
Klokken siger kvart i fem, 
den sidste bus er gået.  
Så din ryg forsvinde, 
med en anden mig.
Alt hvad jeg har gjort, 
Det gjorde jeg for dig.  
Savner dig for evigt, 
Savner dig for alt. 
Den lykke som er slut nu,
var bittersød og salt.

Skal det være dig og mig i aften?

Av, afvisning er en dum en!

Et nej er ikke mere end et nej - men sikke et væmmeligt nej. 

Noget som alkohol heler, indtil næste dag - hvor man svagt kan huske afslaget. Om det så var fordi man havde drukket sig så fuld at man ikke kunne have været mere ucharmerende, eller fyren rent faktisk havde en kæreste, så føles det alligevel som et rids i lakken. 

Hvis alle bare kunne sige "ja her kommer jeg", ville verden være et nemmere sted at være. Ja måske endda alt for nemt. Og trængt af villige mænd... mm mmm.. 

Så sent som igår fyrede jeg "Skal det være dig og mig i aften?" af, til en fyr der var blevet pænere og pænere i løbet af aften, og min promille højere og højere. Den virkede ikke, for jeg fik et nej. Dog var det mere acceptabelt, fordi jeg fyrede sådan en lam replik af. Det er også de pokkers mænd med skæg, og mine  gele-knæ.. 

Så hvad er konklusionen? Skal man undgå et nej og være en kujon, eller sparke sig selv i bollerne og tage sig sammen?

You tell me!